Opskrifter

Fløderand

Fløderand er et hit blandt både unge og ældre. Følg denne nemme opskrift på gammeldags fløderand med ægte fløde og kraftig vaniljesmag. Server den eventuelt med råcreme samt sæsonsfrugter og bær. 

 

Tip:

Forlæng holdbarheden på din fløderand med en måned ved at fryse den i en lukket beholder. 

Til 6-8 portioner 

5 blade Dr. Oetker Husblas
½ L fløde
4 tsk. Dr. Oetker Vaniljesukker

1. Læg husblas i blød i koldt vand i 5-10 min.

2. Pisk fløden så den er lind og danner lette toppe. Den må ikke være for stiv. Rør vaniljesukker i og smag til.

3. Tag den udblødte husblas op af vandet uden at klemme det for vand.

4. Smelt husblassen over vandbad. Husblassen kan også smeltes i mikroovn ved 900 W effekt i 15-30 sek.
Husblassen må ikke varmes for længe, da den kan miste evnen til at stivne.

5. Afkøl husblassen en anelse indtil en dråbe på bagsiden af hånden føles håndvarm/lunken. Husblassen må heller ikke blive for kold, fordi den så ikke kan fordeles ordentligt i blandingen og i stedet vil stivne i dråber og trevler.
Husblastrevler og klumper opstår når husblassen får et temperaturchok. Derfor skal den smeltede husblas og den masse, den hældes i, have cirka samme temperatur.

6. Start derfor med at køle husblassen en smule ved at blande ca. 1 dl flødeskum i den lune husblas under omrøring.

7. Vend forsigtigt husblasblandingen i resten af flødeskummet.

8. Skyl formen, som fløderanden skal stivne i med koldt vand på indersiden for at sikre, at fløderanden slipper formen når den skal vendes ud.

9. Hæld fløderanden i formen og dæk den til med husholdningsfilm.

10. Stil den på køl i 4 timer eller indtil fløderanden er helt stivnet.